Et af mine livsgrundlag


Jeg holder meget af musik og sang. Og jeg forsøger at hæge om den danske kultur, idet jeg mener,
at tidens radio- og fjernsyns-kultur og det engelske sprogs dominans savner en modvægt.

”Sang skal der være hos eder...”
Es. 30,29

I en ikke alt for fjern fortid havde sang og musik en naturlig funktion i dagliglivet.
Fra fødslen mødte vi vuggesange. De voksne havde sange, der kunne lette og adsprede
ved det hårde og kedsomme slid: Pigerne sang ved ko og rok, ved væv og vask,
der var sang til tærskning i loen. Sømænds arbejdssange (shanties) og frivagtsviser, håndværker­vi­ser.

”Uden musik
ville livet være en misforståelse.”

Goethe

Sang i kirken og i sorgens stund. Sange til høst- og familie-fester.
Drikkeviser og det specielt danske fænomen: lejlighedssangen.
Utallige er de sangbøger, der er blevet slidt af børnene ved spej­dernes lejrbål,
i skolen og senere: Studenter-sangbogen, Folkehøjskolens Sangbog og utallige forenings sangbøger.

”Hver den, som synger,
jager sine sygdomme bort.”

(Miguel de Cervantes (spansk digter 1547-1616

Selv i trængselstider har sangen vist sin berettigelse.
Tænk på forholdene hos mindretallene i Sønder­jylland før 1920 og situationen under Besættelsen.
Alsangen blev et begreb, der kunne samle folk fra alle lag.
Dansk Folkesangbog, Den Store Kongesangbog og Dansk Alsang-bog blev brugt flittigt.
Revyvisen blev benyttet dygtigt til at højne moralen hos egne og latter­liggøre undertrykkerne.